Om at analysere populisme

Mange teoretikere og analytikere identificerer umiddelbart populisme som ideologi, dvs. som et sæt af ideer eller et givet perspektiv på samfundet. En ideologi hvis hovedmodsætning er mellem folket og en mere eller mindre korrupt elite, hvor kampen står om at udtrykke og udfolde folkets sande vilje. Der er imidlertid tale om en ’tynd’ eller ufærdig ideologi, der derfor ofte også kombineres og udfoldes i kombination med andre ideologiske positioner. Ambitioner om at styrke folkets vilje kan altså afhængigt af den konkrete situation komme til udtryk i et tæt samspil med eksempelvis socialistiske eller konservative ideer. Det kan eksempelvis være i forskellige udgaver af nationalisme, hvor den basale modsætning mellem folk og elite er den bærende.

 I forlængelse af dette ideologiske perspektiv er der en del analytikere, der supplerer det med politiske lederes evner til at kommunikere til folket. Hvor den bærende analytiske dimension er kommunikationen fra et politisk lederskab til en befolkningsgruppe, med vægt på mobilisering mod eksempelvis uretfærdighed og korruption. Ofte ved at slå på modsætningsforholdet mellem folket og eliten. Her understreges det ofte, at der er tale om manipulationer og forsimplinger af komplekse politiske forhold og faktorer.

Andre har i forlængelse heraf koblet populisme op på ledende politikeres forsøg på at forsvare deres magt i relation til nogle grundlæggende forandringsprocesser, hvor man lover en bedre fremtid, hvis blot folket vil være med til at bære oprøret igennem. Det gælder en analytisk tradition, der ikke mindst arbejder med latinamerikanske samfund, og som lægger vægt på strategiske alliancer i forbindelsen med opbygningen af sociale bevægelser, med det mål at bevare og styrke en given magthaver.

En tredje position har stirret sig blind på mindre, militante gruppers autoritære adfærd i forhold til etablerede offentlige og private institutioner, og kommer på den måde nemt til at sidestille populisme med fascistiske og andre autoritære bevægelser, med den pointe af populisme rummer det autoritære i sig, og meget nemt kan ende som en totalitær magtposition.

 En fjerde position arbejder med et diskursivt perspektiv, og her bliver populisme set som politikeres, partiers og bevægelsers evner til at etablere hegemoniske diskursive positioner i befolkningen, der gør det muligt at vinde magt og indflydelse. Disse diskursive positioner kan være udformet som traditionelle ideologier eller gennem italesættelse af andre modsætninger, som af borgere opleves som centrale. Her er der tale om en bred forståelse af populisme, der identificeres som evnen til at mobilisere befolkningsgrupper med udgangspunkt i en italesættelse af givne antagonismer, hvor styrkeforhold mellem forskellige grupper bl.a. er afhængigt af evnen til at få disse modsætninger til at stå skarpt og tydeligt for folket.

Endelig findes der faktisk også en primært amerikansk tradition, der opfatter populisme som et opgør med traditionelle måder at tænke politik på, eksempelvis i form af en højre- og venstreorientering. Her vægter man alternativt en gensidig medborgerlig humanisme, der overflødiggør traditionelle politiske forestillinger om fremskridt og politik.

Alt sammen perspektiver, der kan være givende i forbindelse med analyser af forskellige former for eller sider af populisme.

Der kan imidlertid også argumenteres for, at man vender perspektivet på hovedet. De ovennævnte tager nemlig udgangspunkt i et top-down perspektiv. Man ser på de institutionelle sammenhænge, der former eller fremmer populisme, ikke mindst som kommunikative og meningsdannende elementer. Hvis man derimod ønsker at se på populisme som et folkeligt fænomen, er det nødvendigt at tænke på en anden måde, ved netop at benytte sig af et bottom-up perspektiv. På den måde kan man identificere mulige folkelige strømninger, der naturligt bakker op omkring populistiske initiativer, bevægelser og institutioner. Her er det altså samspillet mellem medborgere, demokrati og politisk repræsentativitet i praksis, der står i centrum, med en vægtning af perspektivet nedefra og op.

Populisme kan altså analyseres både i et bottom-up og et mere traditionelt top-down perspektiv, for nu at nævne den politiske videnskabs traditionelle og meget nyttige måder at adskille analytiske perspektiver på. Når det dreje sig om at forstå populisme, er der ingen tvivl om, at bottom-up perspektivet kan være et oplagt perspektiv, hvis det er borgerne, man er interesseret i at forstå.